Blog

29 okt
0

November 2017 – hotellet 1907

Gammelt postkort fra ca. 1907. Dvs. efter at den nuværende store hotelbygning er rejst.

Selv hotellet blev bygget i 1903 af et konsortie, som så store muligheder i samfærdslen med færgen over sundet til Assens.

Aarøsund var tillige et sommer-udflugtmål og der findes mange fotos af begivenheder gennem tiderne afholdt på Hotellet.

Når man tænker på den nuværende bygning, er det sjovt at se, hvordan verandaen dengang blot var en trækasse med bevoksninger.

Salen er også meget anderledes, tårne og kvistene er væk. Imponerende store træer, man kan se det er forår, kastanjen blomstrer.

Postkort: Eigil Schmidt

Læs mere
29 okt
0

Oktober 2017 – Fyrtårnet og lossekranen til skidtfisk

Et dejligt billede af fyret og lossekranen – formentligt et pressefoto, hvis egentlige oprindelse er ukendt.

Der er almindelig sommer-hverdagstravlhed med turister og lokale, hvoraf vi genkender Paul Rainer Bork, Jørgen (Jøgge) Jensen og Carsten Schmidt.

Formentlig fra 70’erne.

Læs mere
29 okt
0

September 2017 – Udflugt 1910

Dette enestående kig ind i fortiden fra dengang Sønderjylland var tysk. På billedet ses ansatte ved banen med familie på udflugt til Aarøsund i 1910.

Kleinbane-strækningen mod øst fra Sønderbro i Haderslev til Årøsund blev indviet i 1903.

Her bliver der ikke sparet på uniformer og det store skrud i kjoler. Matrostøjet var i høj kurs både til drenge og piger, store hatte med pynt til kvinderne.

Verandaen foran hotellet var åben, og som det også ses på andre billeder, nærmest en kasse, som var sat på huset.

Man fornemmer, at alle sejl er sat og humøret højt.

Foto: Preben Bork.

Læs mere
29 okt
0

August 2017 – Sommeren 1950

Aarøsund Havn 1950.

En dag Nynne og Anders Sanderbo var på loppemarked, fandt de et gammelt familiealbum.

Ved nærmere eftersyn opdagede de, at der var adskillige sort/hvide fotos, som ejeren havde taget

på en sommer sejltur til Aarøsund med det gode skib ”Lis”. Der er fotograferet fra forskellige steder på havnen og fra Hotellet.

På dette billede ses havnen, som den var dengang. Bl.a. molen som vi badede bag ved, hvis ikke vi badede i havnen.

Den ”rigtige” sorte lade er der. Havnebroerne er sparsomme, havnemesterboligen, posthuset og har lå lystsejlerne,

som dengang var af mere beskeden karakter end i dag.

Et sjovt kig ind i fortiden, – vi må være opmærksomme næste gang vi besøger et loppemarked!

Arkivet er altid interesseret i gamle fotos, som dokumenterer Aarøsund.

Læs mere
29 okt
0

Juli 2017 – Postkort fra København til Aarøsund

Postkort fra Aarøsund dreng til bedsteforældrene derhjemme, formentlig fra 30’erne.

Foto v. Tove Christensen.

Til:

Hr. Chresten Hansen,

Aarøsund pr. Aarøsund.

Fotografiet er Gefionspringvandet.(tilføjet på bagsiden med blyant)

Skipper Hansen – M/S Ingerborg, København (tilføjet på bagsiden med blyant)

Kære Bedsteforældre.

Jeg ligger i København, og vi Losser Mursten i Ny Kalkbrænderihavn, hvordan har I det.

Jeg har det godt, og her faar vi da noget ordentlig Mad at spise. Nu skal vi til Frederikshavn med Kager fra Frihavnen.

Hils Falle og Anne.

Bedste Hilsner Sigfred Andersen.

(Det er vistnok Sigfred, som sidder som nr. 1 fra højre. red.)

Læs mere
29 okt
0

Juni 2017 – Æ park ve æ hotel

Det røde Herrehus ved færgegården i Aarøsund ses i baggrunden.

I 30’erne, da ejerne hed Samsø, kunne gæster på hotellet få serveret kaffen i parken.

Stierne blev revet og træerne beskåret. Senere blev hotellet solgt fra, og området blev til et lille skovområde.

Det var et paradis for ungerne i Aarøsund. Her er udkæmpet mange brave kampe mellem cowboy’er og indianere.

En slynge ud over skrænten var tilpas farlig for friske drenge og piger, og slæderne blev afprøvet på bakken om vinteren.

I 60’erne var der hønsehold i skoven.

Senere gjorde elmesygen sit til at tynde ud i bevoksningen, og nu er der igangværende planer om et nyt boligområde med god udsigt over sundet.

Scanning fra Arkivforeningen – postkort Eigil Schmidt

Læs mere
29 okt
0

Maj 2017 – Havnebillede

Sort/hvid foto fra Aarøsund Havn, formentlig fra 50’erne. Kuttere i havnen og aktiviteter på bådene – HV17 og HV50. Det gamle havnehus blev revet ned først i 80’erne.

Bemærk, at der er masser af børn, som leger. På havnen mødtes ungerne efter skole, og om aftenen legede de ”put” og ”tik” og ”Antonius” over posthuset.

Der var selvfølgelig mest liv sommeraftener, men også i roe-sæsonen var det herligt at lune hænderne i den varme sukkerroe-affald eller sidde lidt og få varmet næsen i venteværelset,

hvor der var gang i kakkelovnen i sukkerroesæsonen. Foto: Preben Bork.

Læs mere
29 okt
0

April 2017 – Aarøsund havn fra 40´erne

Aarøsund havn formentlig fra 40’erne.
Færgen Sønderjylland ses bag fyret. Den blev indsat 1922 på ruten og sejlede indtil 1963, hvor den blev afløst af  en ny færge.
Denne færge blev minesprængt under 2. verdenskrig, men blev hævet igen og efter reparation fortsattes sejladsen.
Bogen  fra Museerne på Vestfyn af Anne Dorthe Holm – Da færgen byggede bro – er en god fortælling om Aarøsund-Assens færgesejlads gennem tiderne.
På billedet ses en skønsom blanding af robåde, fiskerbåde og lystsejlere.
Og i øvrigt er der en masse fine detaljer – mon båden til højre i billedet er den gamle postbåd?
Fotoet tilhører Aarøsund Lokalhistoriske Arkivforening

Læs mere
29 okt
0

Marts 2017 – Æ unnerstaen – først i 60`erne

Foto fra først i 60’erne. Bunkeren på sydstranden, Aarøsund– et levn fra 1. verdenskrig – ”æ unnestaen” dannede en årrække ramme om en iskiosk, som bl.a. solgte slik og souvenirs og Haderslev Flødeis.
På det tidspunkt må familien Krab have haft ejerskab over området? Det vides ikke. Selv boede de i forreste række Sundparken 29. Huset lå ved et gammelt ammunitionslager.
Krab havde to heste gående på engen. Turister kunne købe sig en ridetur med Krab som fører.  Der var også en primitiv campingplads umiddelbart ved bunkeren.
På billedet ses fru Krab. De havde en datter Marga, som hjalp i butikken. Se den gamle Ford og de mange cykler. – Der ligger et fragtskib i havnen.

Læs mere
29 okt
0

Februar 2017 – Fiskerihavnen først i halvfjerdserne

Sort/Hvid foto fra Aarøsund Havn med havnemesterboligen.  Derfor ved vi, at billedet er fra før 1982, formentlig fra først i 70´erne. Produktionsbygningerne ved Aqua Production er endnu ikke opført. Dengang hed det Aarøsund Filetfabrik. Magda 2 (med det oprindelige styrehus) er på vej til Aarø.I forgrunden ses hækken af ”Janga” som i mange år sejlede med lystfiskere. Lystbådene har indfundet sig med en noget mere beskeden bådstørrelse, end vi ser i dag. Fotoet udstråler stor ro.

Billedet er fundet på arkiv.dk/Indgangen til din historie. Her finder du alle de arkivalier, som er registreret fra arkiverne rundt omkring i Danmark. Derfor – tænk dig om før du smider noget ud J, som kan have almen interesse. Aflevér det hellere på et arkiv i nærheden af hvor du bor.

Læs mere