Blog

30 okt
0

September 2018 – Høstbillede fra 30érne

På billedet ses bl.a. Peter Dahl, som boede på gården ved vandet. Der er gang i tærskeværket og kornsækkene står i rad og række.

Der er god grund til at sætte tommelfingrene ind i vesten ?. – Billedet er taget der hvor den nederste vej går ind til Sundparken.

Nogle af os kan huske transformatoren, som lå nogenlunde ved, hvor Bodil og Kjeld bor i dag.

Et kvalificeret gæt kunne være, at billedet er taget engang i 30’erne. Billedet er fra arkivet og har tilhørt Elin Petersen.

 

 

Læs mere
30 okt
0

August 2018 – Havnebillede fra 1998

Billedet er taget den 23. juni 1998. 
Havnefesten var tilsyneladende fra den 23ende til den 26.juli det år.
Der er sket meget siden. 
Posthuset er udskiftet med fiskernes kølecontainer, og den sorte (grønne) lade er blevet til Aqua Pri´s emballage-afdeling.
Den dag i dag er folk flinke til at stille aflagte stole ned på havnen til ”de gamle”.

Foto Eigil Kiel Schmidt

Læs mere
30 okt
0

Juli 2018 – 3 raske drenge til købmands i 1964

Dette foto, som nok er reddet op af en papirkurv, er fra 1963 eller 1964. De tre ungersvende, som vi godt kender, er i skrivende stund i nærheden af de 60 år ?. 
Mon ikke de er på vej ned til købmanden (som åbnede i 1963), og har plaget deres mor om en 25 øre til ”bom” eller is.

Børnene var ”hjemmegående” indtil de skulle starte i skole – i 7 års alderen. Så der var masser af gode stunder med leg med naboens børn hele dagen. Legen foregik med strejftog fra havn til strand til boldspil på vejen.

– Allerede dengang har man troet på værdien af reklamer. Hotellet er flot plastret til med Fuglsang Cola og Valash reklamer. I hotelgården holder fru Müllers hvide Opel Kadett.

Læs mere
30 okt
0

Juni 2018 – Postagentur og gæstgiveri

I gemmerne har vi fundet et gammelt foto med opstilling – taget ved postagentur og gæstgiveriet, som lå i Aarøsund,
der hvor beddingen ligger nu.

Huset ejedes af fru Kruse og søster frk. Frederici. Vi forestiller os, at det er de to kvinder i midten.

Rundt om ses lokale håndværkere, som præsenterer sig med hvert deres værktøj.Billedet er fra ca. 1895.

Håndværkerne får en tår kaffe og de fine herrer i midten trakteres med et glas øl. Nogle af mændene i baggrunden kunne bl.a. være postbude.

På siden af billedet står: Kort fra Haderslev og omegn. Det er ukendt, hvor arkivet har fået fotoet fra.

Læs mere
30 okt
0

Maj 2018 – Assens-Aarøsund færgen ca. 1930

Et eksempel fra Aarøsund Lokalhistoriske Arkovforenings årsskrift.

Viser færgen ”Sønderjylland” i færgelejet i Aarøsund. Mon ikke det er et par små Burmeister piger på bænken, som holder øje med, at det hele går rigtigt for sig? Besætningen samt nogle rejsende stiller op til fotografering.

Ved nærmere kig, kan vi se, at der var 4 afgange fra Aarøsund.

Foto: v. Sven Daugaard Sørensen.

Læs mere
30 okt
0

April 2018 – hyggesnak på havnen, sidst i 40érne

Et dejligt roligt billede fra ca. 40’erne. Vi genkender Aarøsund havn, måske en aftenstund.

På billedet ses bl.a. med piben Ole Petersen og ved siden af ham sønnen Marius.

Træfiskekasser, hyttefad, petroleum. Måske er det tolderen eller lodsen. Dengang var der brug for både lods, havnemester, tolder og toldbetjente.

Foto: Lone Petersen

Læs mere
30 okt
0

Marts 2018 – Konfirmander 1928

Konfirmander fra 1928 fotograferet i præstegårdshaven i Øsby.

Vi mener, at præsten hed pastor Schmidt.

Desuden genkender vi årøsunderne Mathilde Petersen, Petrea Johansen og Inge Henriksen (Inge Petersen).

Det kunne være interessant, om andre bliver genkendt, da det jo er konfirmander fra sognet. Det er som om

man kender ansigtstrækkene hos nogle, men kan ikke lige komme i tanker om………….

Foto: Mathilde Petersen

Læs mere
30 okt
0

Februar 2018 – Sundparken i 1972

Sundparken under opførsel 1972.

Da opsvinget kom i 60’erne kunne drømmen om eget hus realiseres.

Mange boede indtil da til leje – og det var virkelig fantastisk, at den almindelige mand/kone kunne få foden under eget bord.

Sundparken, som tidligere var en mark brugt til korndyrkning, blev i løbet af få år et fint nybyggerkvarter, hvor også mange yngre familier med børn boede.

I rask tempo opstod en ”ny bydel” og mange nye ansigter kom til Aarøsund, som til alle tider var et besøg værd, ikke mindst på grund af vandet, men også for at gå en tur, og snuse til havnemiljøet.

I dag er Sundparken fuld etableret med tilvoksede haver og nogle af husene har allerede skiftet ejere flere gange.

Læs mere
30 okt
0

Januar 2018 – Mejeriet Fionia

På adressen Færgevej 101 Aarøsund lå tidligere kærnestationen Mejeriet Fionia og historien fortælles bedst ved gengivelse af udsnit af anbefaling til bestyrer Jens Peter Lorentzen skrevet 1919:

…..J. P. L. har været Bestyrer af vort Export-Mejeri, paa hvilket vi foruden Forarbejdning af Mælken fra Omegnen, daglig kærnede Smør af ca. 16000 Ltr. Fløde, som vi modtog fra Mejerier på Fyn. J.L. indkaldtes til Krigstjeneste1916, da Mejeriet havde optaget Fabrikationen af homogeniseret og steriliseret Fløde og forarbejdede op til 10000 Ltr. daglig, Hr. Lorentzen, som under Krigen blev syg, blev hjempermitteret og tiltraadte atter sin Gjerning Maj 1916 til Okt. 1917, da han atter blev indkaldt til Stillingen som Leder af Mejeriet ved Torpedoværkstedet i Kiel.

Efter beskrivelse af bestyrerens gode evner og karakter forsættes:

….da vort Mejeri har staaet stille siden 1917, og der foreløbig ikke er udsigt til at vi kan faa Mælk eller Fløde til Forarbejdning, staar Hr. Lorentzen nu efter sin Hjemsendelse fra Krigen uden Stilling. Fionia Mejeri m.b.h. – Banestation og Udskibningshavn: Aarøsund. Telefon nr. 5

Man må formode at p.g.a. krigen er mælkeleverancen indskrænket, og efter afstemningen er exportgrundlaget muligvis faldet bort.

Det originale foto findes hos ISL – og er taget af C.C. Biehl

Læs mere
29 okt
0

December 2017 – Is i vinteren 2010

December, vinteren 2010 var der mindelser om isvinter. – Vi husker selvfølgelig alle, hvordan der altid var isvintre da vi var børn.
Vi kælkede i parken, løb på skøjter på engen og fodrede svaner i et væk ?. Ikke desto mindre afventer vi, hvad den kommende vinter bringer af sne og frost!
Det kunne være interessant at få et lille skriv om, hvordan du oplevede din barndoms vintre i Aarøsund. De store isvintre var ifølge fortællerne nærmest legendariske.
Det kunne blive et indlæg i det kommende årsskrift for Aarøsund Lokalhistoriske Arkivforening. I det hele taget, skulle skriver-ånden komme over dig om stof fra Aarøsund, så modtages indlæg gerne.
God jul og godt nytår.

Foto: Hans Helmut Petersen

Læs mere