Grisetransport over isen fra Aarø vinteren 39-40.
Grisehandleren løser transportproblemet alternativt, og får hentet grisene til fastlandet.
Hotellet ses tydeligt i al sneen. Dengang var der åben veranda.
Kusken er Peder Møllers bedstefar.
Foto: Peder Møller
Blog


Dampskib ”Helene” på bedding i Assens. Skibet tilhørte Rederiet C. Clausen.
Blev bla. Brugt til passager- stykgods- og kreaturtransport. Kreaturerne stod på dækket.
Billedet er fra 1926, – samme år sejledes 110 kreaturer fra Haderslev til Hamborg.
Lørdag—søndag var der typisk sejlads med foreninger til anløbspladser i Lillebælt.
Kaptajnen på det tidspunkt hed kapt. Kaathmann. Peter Petersen, Aarøsund har hyre som letmatros på ”Helene” fra 1926-27.
Foto: v. fam. Peter Petersen

Efter beklædningen at dømme er dette foto, hvor måske fiskeriforeningen er på udflugt, fra 60’erne.
Hvor turen gik hen er svært at se, men der har været lejet en bus. Umiddelbart genkender vi fra venstre Fiskeeksportør Søren Damkjær, Søren Paag, Andreas Mortensen,
Grethe Paag, Gerda Damkjær, Didde Damkjær, måske Johanne Bork og Anne Marie Lund.
Fuglsang har også fået en fin placering ?.
Kunne være sjovt hvis nogen kunne supplere med oplysninger.

Fyrtårnet, Aarøsunds vartegn. Dette foto har Arkivforening fået af Egbert Kock.
En meget entusiastisk fyrtårnskender fra Tyskland, som har besøgt Aarøsund adskillige gange.
Det er masser af oplysninger om fyrtårnet på nettet, hvis man har interesse i det.
Inde i fyret ses fyrmesteren. Mon ikke fotoet er taget, da fyret blev rejst i 1905 ?
Dengang var området endnu tysk.

Kvaliteten af gamle fotos er ofte helt fantastisk. – Her er et foto fra 30érne, hvor en fransk diplomatbil kører fra færgen.
På bænken ved færgen sidder en flok småpiger, – det kunne være Burmeisterpigerne, hvis far ejede kiosken (bygningen med markisen) på havnen.
Måske er det overfartsleder Krarups Ford som står på havnen. Vejen gik dengang bagom posthuset, hvor vi også bagved ser karantænestationen for grise, som skulle over sundet.
Den senere så berømte sorte lade. Fru Kruses hus, der hvor beddingen nu ligger, gæstgiveri bl.a., hvor man tydeligt ser, at der sælges Tuborg øl. De store skorstene på
”fabrikken”, som stadig ligger der, er nu væk, og blev brugt til bl.a. at ryge ål. Senere blev det bageri. Det store hus med hejsekonstruktionen
i baggrunden var korn- og foderstof forretning Aarøsund , en periode ejet af Biehls, som var store entreprenører. De byggede adskillige
huse i Aarøsund og boede en periode i ”Herrenhaus” det røde hus ved færgegården. Skinnerne til togvogne og de nære omgivelser ved færgen ændredes også meget gennem årene.
Foto: Bjarne M. Andersen

Et foto fra 1956. Dengang var der et lille hus ved Fyret, som blev brugt til…………..nåh, ja det lille hus. Der er senere bygget dieseltank, affaldsspande, bænke osv. op omkring fyrtårnet. Anlægget Olsens Minde (ekstra fortøjningsplads) er endnu ikke etableret, for slet ikke at tale om opfyldningen, som det ser ud nu. Fyrene i Aarøsund og på Aarø blev anlagt i 1905. Foto: Arne Rosendahl.

Der er gang i sildefiskeriet på havnen i Aarøsund. Silden sorteres. Foto fra 60’erne. På billedet ses bl.a. Toni Petersen, Svend Petersen og Christian Nielsen.Træfiskekasserne kom vidt omkring. Der er trykt Hurup Thy på en af dem, og Røntved på en anden. Det var altid spændende, når bådene kom i havn, om fangsten har været god, og sådan er det stadigvæk, selvom det nutildags mest er en fritidsaktivtet.Foto: Albert og Otto Lund.

At en ”Helene” anløber Aarøsund er ikke blot noget, som hører nutiden til. Det skete også som her, for måske 80 år siden. Det var dog en anden ”Helene”.
Der har været flere udflugtsbåde hjemmehørende i Haderslev gennem tiderne, med samme navn. Her ses en af de gamle ”Helene`r” på vej ind i Aarøsund havn. Det ser ud som om, man har set stort på antal af personer ombord. Det var nok ikke gået med nutidens søfartsmyndigheder – og heldigvis for det. Ved fyret ligger den tids Aarø båd ”Margrethe”. Til højre et gensyn med Duc d’alberne, og mon ikke det er et hyttefad, eller en arbejdsflåde, som er fortøjet til en af dem?
Billedet har vi fået af Peder Møller, som har det fra sin bedstefar Iver Møller. Kig gerne jeres gemmer igennem. Har du noget med Aarøsund og Omegn, er vi meget interesseret i at få det eller scanne det. Hilsen Aarøsund Lokalhistoriske Arkivforening.

Linderum .
Den nyere historie om ejerskab af Linderum kender vi, men som vi ser på billedet har der været et selskab på Linderum 24.2.1910.
Man kan kun gisne om hvad der foregår. Der hænger noget papir – tegning? En redningskrans med et emblem/mærke. Mon ikke hytten er nybygget, og der er tale om en indvielsesfest? Damerne og herrerne ser ud til at have tænkt på situationen og har måske deres fine tøj på, og samtidig ligger der noget værktøj.
Det var skik i tiden, når der skulle fotograferes, at man havde sit fags værktøj i hænderne.
Umiddelbart ser det ud til at være håndværkere, skipper og ejerskabet, eller hvad tænker I?
Foto: Peder Møller

Foto fra ca. 1951.
Overfor murer Hannibal Dalls bolig, havde han en oplagrings- og arbejdsplads, hvor man kunne forarbejde.
Hannibal Dall var Arkitekt/Murer på mange huse og tilbygninger, i Aarøsund og Omegn.
Her er han til venstre sammen med Snedker Hans Hansen, til højre og lærlingen Kaj i midten, ved at klargøre spær til huset Færgevej 33.
Senere blev der på arealet bygget en garage til datteren Meta Dalls folkevogn. Nu er grunden solgt og nyt hus er opført.
Foto: Ragnhild Christensen