At en ”Helene” anløber Aarøsund er ikke blot noget, som hører nutiden til. Det skete også som her, for måske 80 år siden. Det var dog en anden ”Helene”.

Der har været flere udflugtsbåde hjemmehørende i Haderslev gennem tiderne, med samme navn. Her ses en af de gamle ”Helene`r” på vej ind i Aarøsund havn. Det ser ud som om, man har set stort på antal af personer ombord. Det var nok ikke gået med nutidens søfartsmyndigheder – og heldigvis for det. Ved fyret ligger den tids Aarø båd ”Margrethe”. Til højre et gensyn med Duc d’alberne, og mon ikke det er et hyttefad, eller en arbejdsflåde, som er fortøjet til en af dem?

Billedet har vi fået af Peder Møller, som har det fra sin bedstefar Iver Møller. Kig gerne jeres gemmer igennem. Har du noget med Aarøsund og Omegn, er vi meget interesseret i at få det eller scanne det. Hilsen Aarøsund Lokalhistoriske Arkivforening.