Færgevej 34. Foto fra det kgl. bibliotek 1950.
Tidligere ejer var bl.a. familien Kronborg og her lidt historie fortalt af Sigrid Schourup fra arkivets Årsskrift 2009-2010.
Også søndagsskole i posthuset.
Ved siden af murer Enevold boede frøknerne Clausen, som holdt posthus. Bag ved huset var en mark med at par køer og en gris.
Vi skulle gå på posthuset for mor og betale regninger. Søstrene var meget omhyggelige. Først talte den ene alle pengene – så blev de skubbet over til søsteren, og så talte hun alle pengene – og så kvitterede de. Der var orden i sagerne.
Endnu længere tilbage i tiden, før genforeningen, holdt søstrene dansk skole. Blandt folk kaldtes det Aarøsund Akademi. Enevold Jakobsens bedstefar, som kom fra Hyrup, red tværs over markerne for at gå i skole hos søstrene Clausen. De var i alt fire søstre og 1 bror i Clausen familien. Broderen boede til leje hos Tolder Peter Mortensen nede ved havnen.
En af søstrene holdt søndagsskole, og mor beordrede mig derop. I søndagsskolen kom også genboens børn Peter og Bertha Nissen. Min søster Dinne (Christine) stak af hver søndag – så gik jeg ind til min mor og sagde fromt: Mama skal Dinne ikke også med til søndagsskole? – Joh, da, sagde mama, og I kan rigtignok tro, jeg fik skæld ud hele vejen op til søndagsskolen.